Har det skidt med at være dårlig

Åh for en dag igår.

Dagen før dagen. Altså dén dag. Pigerne ved, hvad jeg taler om. Drengene vil ikke vide det.

Hvorfor skal man være sååå ynkelig, bare fordi ens krop skal af med noget affald?

Det der går mig mest på er, at jeg de sidste to måneder ikke har lavet særlig meget andet end at whine. Tudefjæs over hele linjen. Først var der kyssesyge, så eksamen, så indbrud, så roskildesyge der mundede ud i snot i heeele kraniet. Og det har været hårdt, og derfor har jeg også pebet hørligt til alle, der gad lytte.

Men i går nåede jeg en usynlig grænse. For da jeg vågnede med dundrende hovedpine, og en pande der føltes som om den skulle eksplodere, var det bare ikke sjovt at svare, når folk spurgte, hvordan jeg havde det.

For jeg havde mest lyst til at gemme mig på toilettet, tude øjnene ud af hovedet og tage hjem igen, når jeg var færdig. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stenede mig igennem en skoledag, hvor ingen nød godt af min tilstedeværelse. Mindst af alt min nye partner, der virkelig må tro, at noget er helt galt med mig.

På vej hjem i bussen indså jeg, at jeg var nødt til at køre i fakta og handle. Jeg kunne ikke komme hjem igen uden bind, toiletpapir og hovedpinepiller. Alle tre ting manglede i skabene, og virkede nu mere end nogensinde uundværlige.

Jeg slæbte min krop i fakta. Men på de 300 meter fra bussen til biksen, lukkede min hjerne ned igen. Jeg kom hjem med avocado, mælkesnitter og grillpølser. Og først da jeg satte mig tungt på sengen og tillod mig selv at tude - bare et øjeblik, indså jeg, at jeg hverken havde bind, toiletpapir eller hovedpinepiller.

Jeg tændte for tv'et og lagde mig ned. Slukkede for tv'et igen, og faldt øjeblikkeligt i søvn.

Vågnede næsten tre timer senere, nu kun med moderat hovedpine og stor trang til sukker. Den gav jeg efter for. Snakkede med den Sunde og Raske Fyr, og forsøgte virkelig at lyde som om, jeg altså ikke aaaaltid er syg og dårlig. Selvom han stort set kun kender mig som syg og dårlig efterhånden. Den kæreste vil jeg ikke være.

Hende der whiner. Og lige går op og lægger sig. Thats not for me!

Så i dag fandt jeg en énkrone på gaden. Jeg samlede den op, spyttede på den og smed den over skulderen igen - sådan ændrer man sit held. Satser jeg på.

Skæbnens ironi

Undskyld for at jeg bare gav slip.
Fralagde mig ansvaret,
uden overhovedet at undersøge,
hvad jeg havde kapacitet til at ændre.
Undskyld for at jeg bare lænede mig tilbage
og så til
mens kalenderens gulnede sider,
vendte sig én for én.
De knastørre dage
fik lov at passere.
Vi kaldte dem skæbne,
for at slippe for at ændre noget.
Hænderne dybt begravet i lommerne,
skuldertræk leveret på samlebånd.
Du sygnede hen,
din hud antog grå toner
og rynkedes mere og mere
som efterårsblade,
der langsomt daler.
Det er døden vi lukker ind,
når hovedet dingler slapt på skuldrene
og ingen tager notits af situationen.
Skæbne er intet andet
end et skuldertræk
og ugidelighed!

Drugs in drink

Indhyllet i nat,
mørkets falske tryghed.
Diskotekets beruselse pumper i mine årer.
Brisens berøring af mine bare skuldre,
bruger den som jakke mens jeg vakler videre.
Ser en enlig lygtepæl
på stien foran mig.
Den er 100 km væk - men jeg når den på 4 skridt.
Den svinger og svajer
i hele mit synsfelt.
Beruselsen sitrer i min rygrad,
som en sidste gæst,
der nægter at gå.
Jeg smiler til lyset,
mens det skifter farve igen og igen-
og langsomt tvinger mig i knæ.
Jeg lægger mig - bare et øjeblik.
Verden vugger mig
og snurrer som en rangle.
Jeg må lukke øjnene for lyset.
Nogen griber fat -
vil du hjælpe mig op?