Skæbnens ironi

Undskyld for at jeg bare gav slip.
Fralagde mig ansvaret,
uden overhovedet at undersøge,
hvad jeg havde kapacitet til at ændre.
Undskyld for at jeg bare lænede mig tilbage
og så til
mens kalenderens gulnede sider,
vendte sig én for én.
De knastørre dage
fik lov at passere.
Vi kaldte dem skæbne,
for at slippe for at ændre noget.
Hænderne dybt begravet i lommerne,
skuldertræk leveret på samlebånd.
Du sygnede hen,
din hud antog grå toner
og rynkedes mere og mere
som efterårsblade,
der langsomt daler.
Det er døden vi lukker ind,
når hovedet dingler slapt på skuldrene
og ingen tager notits af situationen.
Skæbne er intet andet
end et skuldertræk
og ugidelighed!