En dag fuld af ja-hat

Er sikker på københavn giver morgenkaffen, hvis bare jeg vader ud og hilser på.

Så det er netop dét, jeg vil gøre.

Man ved, det ikke er helt godt...

når rødvin og cigaretter er løsningen. Den eneste løsning. Man kan få øje på hernede fra.

Den kommer - tiden

Og den går også. Spørgsmålet er vel, hvordan man ser på det? Kommer tiden imod mig med nye gaver, oplevelser og udfordringer - eller går den fra mig, med mennesker, følelser og tanker på slæb? Som jeg klynger mig fast i, uden at kunne fastholde?

Ligesom den sommer. Den ene sommer. I 2008, hvor Camilla var ved min side. Hvor jeg stadig dovnede den på arbejde, uden et studie at bekymre mig om, med alle mine venner omkring mig og hvor jeg fik mig tiltusket fem ugers sommerferie. Den sommer som så småt smelter væk, fordi man ikke kan huske alt. Og detaljerne bliver slørede, to dage føles pludselig som én, og samtalerne gemmes et sted bagerst i hovedet, hvor der er risiko for, de aldrig kommer frem fra igen.

På den anden side kommer tiden imod mig. I form af de brune, gule og røde blade, der så småt er begyndt at drysse ned på min vej. I det efterår der bliver koldere og koldere. Vinteren der nærmer sig. Udsigten til at tage min eksamen igen, til at flytte fra Thisted og rykke østpå. Til at vokse og lære mere om mig selv, og om ham jeg har valgt at dele min tid med.

Jeg skal finde en balance mellem at mindes det, der har været og glæde mig til det der kommer. Netop i disse dage, hvor solen går tidligere ned, dagene bliver koldere og kortere og så mange mennesker føler en dyne af tungsind begynde at presse ned på brystet, er det vigtigt, at jeg ikke hænger fast i fortiden, bare fordi den var der. Der vil altid være en fortid, men hvis jeg hænger mig for meget i den, går jeg glip af min fremtid.

Optur

Når man leger barn i Bogense, og køber sig en lakridsrod, fordi dem gik man altid og gnaskede på, mens arme og ben blev brunere og brunere og sommeren summede forbi i stillestående luft, gammeldags vaffelis og våde hundesnuder.

Når man ikke kan lade være med at fortælle folk på facebook, hvad man har gang i. Ikke at det interesserer dem. Men man alligevel er nødt til at skrive 'og lakridsrod'.

Når en pige man kun har set ganske få gange siden vi gik ud af gymnasiet i 2006, og som man generelt ikke taler med, men som bare er en af de søde piger, man er venner med, fordi man tilbragte tre år af sit liv på den samme skole lige skriver: Du er min yndlings facebook-status-opdatør'.

Det giver fandme optur.

De små ting

Det er utroligt, at noget så trivielt som blomster i en vase kan redde en hel morgen.

De står der bare. Og dufter af en eller anden slags tyggegummi, jeg spiste, da jeg var barn. Men det er også nok. Bare duften og farverne. Så er det næsten som en lille fanfare, når jeg for en gangs skyld står tidligt op.

Et mål for dagen

Min nye plan for ikke at være en sur, doven kælling der laver røvmærker i sofaen er, at jeg vil gøre de ting, jeg tænker på i stedet for bare at tænke på dem.

F.eks tage opvasken, når jeg ser den. I stedet for at sætte mig i sofaen og sukke opgivende over, at den er der.

Nu skal jeg bare tage mig sammen til at komme ud af døren også. Og træne. Nogen idéer til, hvordan man kommer hurtigere ud af starthullet, når formålet er træning?

En plan for et job.

Man kunne lave et stort skilt, med sit telefonnummer på. Printe en frygtelig masse cv'er til fri afhentning, og så give sig til at bage vafler på torvet midt i byen.

I håbet om, at den rigtige person kommer og tager en vaffel - og indser, at jeg er liiige den person, de mangler.