Og den går også. Spørgsmålet er vel, hvordan man ser på det? Kommer tiden imod mig med nye gaver, oplevelser og udfordringer - eller går den fra mig, med mennesker, følelser og tanker på slæb? Som jeg klynger mig fast i, uden at kunne fastholde?
Ligesom den sommer. Den ene sommer. I 2008, hvor Camilla var ved min side. Hvor jeg stadig dovnede den på arbejde, uden et studie at bekymre mig om, med alle mine venner omkring mig og hvor jeg fik mig tiltusket fem ugers sommerferie. Den sommer som så småt smelter væk, fordi man ikke kan huske alt. Og detaljerne bliver slørede, to dage føles pludselig som én, og samtalerne gemmes et sted bagerst i hovedet, hvor der er risiko for, de aldrig kommer frem fra igen.
På den anden side kommer tiden imod mig. I form af de brune, gule og røde blade, der så småt er begyndt at drysse ned på min vej. I det efterår der bliver koldere og koldere. Vinteren der nærmer sig. Udsigten til at tage min eksamen igen, til at flytte fra Thisted og rykke østpå. Til at vokse og lære mere om mig selv, og om ham jeg har valgt at dele min tid med.
Jeg skal finde en balance mellem at mindes det, der har været og glæde mig til det der kommer. Netop i disse dage, hvor solen går tidligere ned, dagene bliver koldere og kortere og så mange mennesker føler en dyne af tungsind begynde at presse ned på brystet, er det vigtigt, at jeg ikke hænger fast i fortiden, bare fordi den var der. Der vil altid være en fortid, men hvis jeg hænger mig for meget i den, går jeg glip af min fremtid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar