Åh, min gud. Det er ved at ske. Det der IKKE må ske, når man er arbejdsløs og søger job.
Jeg er ved at finde mig til rette. I livet som bums.
Uden at ville det sover jeg nemt til klokken ti, selvom vækkeuret ringer klokken halv ni hver morgen. Min underbevidsthed ved godt, at der ikke er noget at stå op til, så jeg sover da bare videre.
Tænder tv'et så snart jeg kommer ind i stuen, og stener liiidt for mange sølle formiddagsserier. Pludselig følger jeg med i Top Gear, Desperate Housewifes, Ally, Boston Legal, Greys Anatomy, Gilmore Girls, NCIS, Bones og så videre, og så videre. Er faktisk lidt flov over efterhånden at kunne kende karaktererne fra hinanden.
Jeg når ingenting. De to breve der skal ned i postkassen 200 meter væk kan ligge på bordet i flere dage, før jeg kommer langt nok væk fra lejligheden. Der bliver skrevet færre og færre ansøgninger, for inderst inde tror jeg ikke særlig meget på mit held mere.
Hver dag handler jeg ind til aftensmad på den anden side af vejen, og sørger for at gøre det lidt inden den Sunde og Raske Fyr kommer hjem, så jeg kan nå at købe lidt slik eller kage og fråde og smide ud, inden han er hjemme. Og så laver jeg sund aftensmad, og forfærdes når jeg opdager, at jeg har taget tre kilo på, siden vi flyttede herop. Den Sunde og Raske Fyr er også meget overrasket.
Jeg bliver generelt en mere og mere sur gimpe. Af den slags der enten bør være højgravide eller 60+. Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar