Øret der hører

Nogle gange synes jeg, at folk lægger for meget vægt på små ting jeg har sagt.
Det kommer især til udtryk, hvis jeg har beskrevet noget om en person eller fortalt en anekdote, som folk så misopfatter som værende beskrivende for personen altid. Det går mig lidt på...

Det skete f.eks. da jeg havde fortalt min mor om ejeren af den bodega, hvor jeg var trisse i en periode. Blandt mange andre rosende ord havde min mor hæftet sig ved, at jeg sagde konen kunne ta' fra i sprutflaskerne. Det er ikke løgn, jo. Hun ejer en bodega og kan nok drikke en flaske tequila uden at vælte.
Men da det så endelig lykkes mig at lokke min mor på besøg, og hun hilser på lidt godtfolk og peger på en (indrømmet) snusket, tandløs, overvægtig og stereotyp alkolikerinde på min bar, og spørger om det er chefen, går det op for mig, at hun slet ikke hørte efter, hvad jeg sagde.

Min chef er først og fremmest selvstændig erhvervsdrivende med egen forretning, et lækkert hus, palmer i haven, en fantastisk figur for sine nogleogfyrre år og et godt humør. Men fordi min mor er så utrolig alkoholforskrækket hæftede hun sig ved det mest negative.

Det skete igen da jeg fortalte min kæreste om vores nye kokkelev på den restaurant, hvor jeg arbejder nu. 19 år gammel. Føj, det savner jeg. Hun kan arbejde heeele ugen, tage i byen fredag, arbejde lørdag og fandme om hun så ikke kan klare en bytur mere, selvom hun ikke har sovet mellem byen og jobbet.

Senere fandt jeg ud af, at min kæreste nu opfattede hende som useriøs, fordrukken og som én der ikke passede sit arbejde. Men min fascination gik jo netop på, at hun til trods for bytur er vanvittigt dygtig i et køkken. At hun er effektiv og præcis - og at hun ikke pjækker, selvom det kunne være fristende. (Ihvertfald efter en bytur i min alder...)

Det kan godt irritere mig, at folk misopfatter mine beskrivelser. Både fordi jeg måske har solgt den for godt eller skidt, da jeg fortalte historien? Men også fordi, hvad mon så folk hænger sig i, når mine venner fortæller om mig?

Hvis de fortæller at jeg elsker at lave pandekager til morgenmad, vil folk så indirekte høre at jeg er tyk? Eller har overskud til pandekager i hverdagen? Eller noget helt tredje?

Hvis de fortæller, at jeg er sjov, vil folk så tro jeg er en klovn? Eller lidt til grin? Jeg ved det ikke. Og det går mig på. Jeg elsker at 'tegne' billeder af folkene omkring mig gennem historier, men efterhånden går det op for mig, at jeg kun kan styre historien et vist stykke. Hvad folk tolker derfra, er op til dem selv. Og nogen gange vælger de altså den negative tilgang.

Andre gange er resultatet bare underligt. For eksempel kalder hele min familie min kæreste for 'ham med håndtasken', men jeg kan for min død ikke huske nogensinde at have fortalt en historie om ham og en håndtaske? Jeg kan ikke engang huske, at han nogensinde har holdt min?