Øret der hører

Nogle gange synes jeg, at folk lægger for meget vægt på små ting jeg har sagt.
Det kommer især til udtryk, hvis jeg har beskrevet noget om en person eller fortalt en anekdote, som folk så misopfatter som værende beskrivende for personen altid. Det går mig lidt på...

Det skete f.eks. da jeg havde fortalt min mor om ejeren af den bodega, hvor jeg var trisse i en periode. Blandt mange andre rosende ord havde min mor hæftet sig ved, at jeg sagde konen kunne ta' fra i sprutflaskerne. Det er ikke løgn, jo. Hun ejer en bodega og kan nok drikke en flaske tequila uden at vælte.
Men da det så endelig lykkes mig at lokke min mor på besøg, og hun hilser på lidt godtfolk og peger på en (indrømmet) snusket, tandløs, overvægtig og stereotyp alkolikerinde på min bar, og spørger om det er chefen, går det op for mig, at hun slet ikke hørte efter, hvad jeg sagde.

Min chef er først og fremmest selvstændig erhvervsdrivende med egen forretning, et lækkert hus, palmer i haven, en fantastisk figur for sine nogleogfyrre år og et godt humør. Men fordi min mor er så utrolig alkoholforskrækket hæftede hun sig ved det mest negative.

Det skete igen da jeg fortalte min kæreste om vores nye kokkelev på den restaurant, hvor jeg arbejder nu. 19 år gammel. Føj, det savner jeg. Hun kan arbejde heeele ugen, tage i byen fredag, arbejde lørdag og fandme om hun så ikke kan klare en bytur mere, selvom hun ikke har sovet mellem byen og jobbet.

Senere fandt jeg ud af, at min kæreste nu opfattede hende som useriøs, fordrukken og som én der ikke passede sit arbejde. Men min fascination gik jo netop på, at hun til trods for bytur er vanvittigt dygtig i et køkken. At hun er effektiv og præcis - og at hun ikke pjækker, selvom det kunne være fristende. (Ihvertfald efter en bytur i min alder...)

Det kan godt irritere mig, at folk misopfatter mine beskrivelser. Både fordi jeg måske har solgt den for godt eller skidt, da jeg fortalte historien? Men også fordi, hvad mon så folk hænger sig i, når mine venner fortæller om mig?

Hvis de fortæller at jeg elsker at lave pandekager til morgenmad, vil folk så indirekte høre at jeg er tyk? Eller har overskud til pandekager i hverdagen? Eller noget helt tredje?

Hvis de fortæller, at jeg er sjov, vil folk så tro jeg er en klovn? Eller lidt til grin? Jeg ved det ikke. Og det går mig på. Jeg elsker at 'tegne' billeder af folkene omkring mig gennem historier, men efterhånden går det op for mig, at jeg kun kan styre historien et vist stykke. Hvad folk tolker derfra, er op til dem selv. Og nogen gange vælger de altså den negative tilgang.

Andre gange er resultatet bare underligt. For eksempel kalder hele min familie min kæreste for 'ham med håndtasken', men jeg kan for min død ikke huske nogensinde at have fortalt en historie om ham og en håndtaske? Jeg kan ikke engang huske, at han nogensinde har holdt min?

Livlig Fantasi

Kender I det, når fantasien løber af med én?

Jeg har altid haft en livlig fantasi. Mest i forbindelse med at forestille mig selv vinde x-factor, løbe et marathon eller noget andet helt urealistisk.

En gang imellem når jeg har været på vej hjem fra byen, kan fantasien også godt tage over, når jeg er på vej hjem fra byen om natten og alene. Så må man liiige dreje en gang rundt om sig selv for at være sikker på, at der ikke går en skummel mand bagved mig.

Men efter indbruddet for to måneder siden nu, er det altså gået lidt galt.

For jeg kan ikke lide at komme hjem, efter det er blevet mørkt. Når jeg står af bussen ved siden af min boligblok, eller går den lille kilometer hjem fra arbejde, kan jeg nå at tænke virkelig mange dårlige tanker.

Igen, helt urealistiske scenarier, hvor tyvene stadig er i min lejlighed, når jeg kommer hjem. Måske stikker de mig ned, måske er de gået og jeg kommer bare hjem til følgerne af et nyt indbrud. Måske har de brændt min lejlighed. Måske bliver jeg udsat for et hjemmerøveri.

Kunne du tænke dig at låse døren op, efter at have tænkt de tanker?

Jeg kan ikke. Men kan heller ikke helt styre min fantasi, når først mørket falder på...

For gammel til kliker

Kan du huske de seje piger i folkeskolen? Fodbolddrengene? Nørderne?

Hvornår slutter det?

Lad mig præsentere min klasse:

De seje piger: 5 styks, har nok i sig selv.
Eurotrash: 3 piger der gerne taler om MDMA, som åbenbart er noget narko, som de åbenbart tog i weekenden. De larmer, er over the top og jeg holder mig lidt væk.
Drengene: Der er 4. De må lissom holde sammen.
De ambitiøse: De tre personer, som man IKKE vil i gruppe med. Fordi man gerne vil hjem. I år.
De søde piger: Dem som holder sammen, fordi de ikke vil stå alene. Men som gerne lader dig sidde ved deres frokostbord.
Rygerne. Nok sagt.
Løsgængerne: Mig.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bare ikke god til at låse mig fast i folks selskab. Så jeg bliver altid sådan en, der lidt random roder rundt imellem grupperne. Ikke udstødt, men aldrig helt optaget.

Hvilket kunne mærkes ganske tydeligt forleden dag. Vi var på studietur. Vi havde fri. Byen skulle ses og opleves. Men helt uden at tænke over det, endte jeg med at være lidt for langsom til at hægte mig på nogen, og blev derfor hende, der gik byen tynd. Alene.

Jeg har ikke noget imod mit eget selskab. Men det er alligevel sært grænseoverskridende at gå alene rundt i fremmede gader, i et fremmed land, og ikke dele oplevelsen med nogen. Det var sgu lidt ensomt.

Men ærlig talt. Dem jeg helst ville dele turen med, er jo ikke nogen fra min klasse...

Utryg hjemme

Jeg håbede, at det snart ville gå over.

Jeg syntes selv det gik helt fint. Men det kan selvfølgelig også bare være travlhed. Og besøg. Og mig som gæst rundt omkring. Jeg har ihvertfald ikke været meget hjemme, og slet ikke alene.


Men i nat blev det træls igen. Selvom jeg havde drukket vin og alt muligt. Var faktisk småfuld, hvilket normalt betyder, at jeg dratter omkuld og falder øjeblikkeligt i søvn.

Men jeg var meeeega lang tid om at falde i søvn. Forstod ikke hvorfor. Men efter hvad der viste sig at være en time, smuttede jeg ud og tissede og tilbage i sengen. Og mens jeg lagde mig ned, hørte jeg noget. Det var svært at sige, hvad det var. Men jeg stivnede totalt.

Fortalte mig selv, at der måske var væltet noget ned fra knagen i gangen, at det var døren jeg havde skubbet til efter mig, eller noget tredje, men lige meget hjalp det. Jeg måtte rømme mig højt. Vente i anspændt tavshed. Og faktisk måtte jeg også spørge mørket 'er her nogen?'. Det var der ikke.

Hvorfor skal jeg stadig være bange?