Alene i flok.

Nogen dage taler jeg ikke med folk.

Det er løgn, det gør jeg. Men ikke med mine folk. Jeg siger 'hej hej' til bussemanden, 'på beløbet, tak' i netto, og jeg skriver sammen med alle, der gider svare mig.

Men jeg taler ikke sådan rigtigt. Og det gør mig ærlig talt lidt skør. Jeg eeelsker at snakke. Og de dage, hvor jeg ikke 'får lov', kan godt gøre mig helt melankolsk. Som om alle dagens tanker hober sig op i mit hoved, og fordi jeg ikke lukker dem ud gennem munden, trykker de på min hjerne..?

Før jeg får set mig om, sidder jeg og hører Tina Dickow og overvejer livet i lidt for store vendinger.

Stiller mig selv spørgsmål, det ikke er meningen, jeg skal kunne svare på. Jeg aner da ikke hvad jeg vil med mit liv? Hvad der gik galt dengang jeg blev skoddet af folk, jeg troede var mine venner? Eller om min morfar nogensinde bliver frisk igen?

Men det skal jeg heller ikke vide. Jeg skal bare blive bedre til at løfte røret på disse dage - og ringe til dem jeg tænker på. Dem jeg savner. Og dem jeg elsker. Det vil gøre både dem og jeg meget gladere.

Hov, måske var det et nytårsfortsæt? Pis. Dem havde jeg håbet at undgå.