Rainman

Der skal en del til at slå mig ud, normalt. Jeg er ikke sådan at stoppe. Faktisk holder jeg stort set kun kæft for at spise og sove.

Men den vejleder jeg har fået til eksamen her i januar kan netop dette. Og det skræmmer livet af mig.

For når han kommer med et kritikpunkt, hopper kæden af. Alle de smarte idéer og tanker jeg har gjort mig forsvinder som dug for solen.

Jeg tror det er hans ansigt. Han er helt ustryksløs. Jeg kan ikke aflæse ham. Jeg ane ikke om han synes jeg er helt galt på den, eller rigtigt på den. Han stiller spørgsmålene, jeg ikke har svarene på endnu. Og får mig til a tænke mig grundigt om. Men når jeg så svarer, aner jeg ikke om han faktisk inderst inde sidder og memorerer en Tom og Jerry film.

Det der med ingen følelser er lidt Peter Lundin-agtigt.

Jeg kan ikke lide at være usikker på mig selv. Slet, slet ikke.