Jeg er igang med sygeeksamen på min uddannelse. Som nogle af jer ved, gik jeg glip af første forsøg, fordi jeg lige skulle lege kyssesyge. Men jeg er ikke alene. Med i min båd er et stort antal reeksaminanter, der ikke klarede skærene første gang.
Én af dem er min virkelig gode veninde C, som også måtte ud i en reeksamen. Men det var hun ikke forberedt på. Hun dumpede på en formalitet og ikke på sin opgave. Hun fik så mange hug, for at have overset denne formalitet til eksamen, at hun forlod skolen med et 00 og tårer i øjnene.
Det skete i fredags, og i mandags var hun så tvunget til at starte forfra på reeksamen, hvis hun vil følges videre i forløbet med sin årgang. Hun var ikke klar. Stadig slået helt ud af at dumpe, selvom opgaven var god. Trist og såret, af at blive sablet ned af sin vejleder og underviser.
Hun er en følsom pige. Det indrømmer hun gerne. Og jo flere velmenende råd hun har fået, jo mere forvirret er hun blevet. Jo mere vi har forsøgt at hjælpe, jo mere uoverskueligt har det hele været for hende.
Jeg har holdt mig til mantraet: Tal om det, stå ved dine følelser, og så skal jeg nok acceptere. Jeg kunne se på hende, hvor træt hun blev af rygklapperi. 'Det skal nok gå', 'Det kan du sagtens klare'. Endnu værre var dem, der ikke ville lytte til hendes angst og hendes tvivl. Når hun sagde: 'Måske har jeg slet ikke lyst til det her', svaede de 'Selvfølgelig har du det.' Når hun sagde: 'Jeg kunne jo også læse dansk, det drømte jeg også om. Jeg SKAL jo ikke blive hér' svarer de 'Jo, du skal. Du må ikke skifte mening.'
Men det må hun jo godt. Jeg kunne tydeligt se, hvor ked af det hun blev, når folk tonsede frem med deres holdninger, uden at lytte til hendes tvivl. Tvivl om både sig selv, uddannelsen, og den drøm, der ikke har været alt det, hun håbede på.
Det er underligt. Jeg er opdraget til at gøre tingene færdige. Ligegyldigt hvor surt det hele var. Jeg har hadet jobs, men er aldrig blevet væk. Heller ikke selvom jeg kunne tude, når jeg satte mig op på cyklen. Jeg har aldrig sagt op med dags varsel. Jeg er aldrig blevet væk, gået i utide eller arbejdet mindre hårdt. Og det er jeg lidt stolt af.
Jeg kan lide at gøre tingene færdige, så jeg kan holde hovedet højt, når jeg går ud af døren.
Men det behøves man jo ikke i Danmark. Man må gerne sige stop. Starte forfra som noget andet. Skifte mening. (Give op, hvisker en lille stemme i mit hoved.)
Men måske er det bedre at vide, hvornår man er slået? Hvornår man ikke længere kan være glad for det, man foretager sig? Måske kan man blive lige så stolt af at sige fra i rette tid, som man kan blive af at stå det hele igennem?
Måske er man endda lidt klogere, når man ved when to say when? Men jeg bilder mig ind, at man vinder styrke og integritet ved at gennemføre
Og jeg synes ikke hun skal give op. Jeg synes hun skal udskyde eksamen og se tiden an. Men jeg håber så meget, at hun selv når frem til den konklusion. For jeg vil ikke være den veninde, der trækker min mening ned over hovedet på hende.
Jeg vil hellere være hende der hører efter og støtter, selvom min overbevisning er anden. Det skylder vi vores venner!
jeg synes helt klart hun skal fortsætte. Før hun dumpede, var det jo det hun ville. Det var hendes drøm. Hun dumpede og blevet slået helt ud, hvor alting er helt uoverskueligt. Jeg har jo selv prøvet det og det er faneme hårdt! Men når det så er overstået og man består og kan fortsætte, så er det bare sådan en lettelse og man er glad for, at man ikke stoppede og gav op.
SvarSletJeg er klart enig i, at hun selv skal træffe sin beslutning, jeg håber bare at hun vælger den rigtige for hende, en hvor hun ikke fortryder eller ærgrer sig over sit valg.
Jeg håber hun læser med..