Mælkebøtten

Jeg blomstrer stille og roligt
ånder og drikker
Glæder mig til at se,
hvad jeg en dag vil foldes ud som

Frygter jeg har torne
eller mangler substans
Frygter ikke at finde en plads
her i verden

Som jeg gror
mangler jeg råd
Ønsker at se en art
jeg kan identificere mig med.
Men gror vildere og vildere
væk fra alt
der er elsket og kendt

Har universet plads
til en helt ny art?
Har I lyst og vilje
til at lade mig bestå?

Eller passer jeg ind
et sted jeg endnu ikke har ledt?

Sigter jeg for højt?
Ønsker at være noget
større og bedre...

Men er det så slemt
at være en mælkebøtte
i vejkanten?
Kendt men glemt
og blot en tilskuer
til livet, der kører forbi
på gule plader
uden plads til en blind passager

Kræver jeg for meget?
Bærer det
blot at ånde og gro
måske lønnen i sig selv?