En dag fuld af ja-hat

Er sikker på københavn giver morgenkaffen, hvis bare jeg vader ud og hilser på.

Så det er netop dét, jeg vil gøre.

Man ved, det ikke er helt godt...

når rødvin og cigaretter er løsningen. Den eneste løsning. Man kan få øje på hernede fra.

Den kommer - tiden

Og den går også. Spørgsmålet er vel, hvordan man ser på det? Kommer tiden imod mig med nye gaver, oplevelser og udfordringer - eller går den fra mig, med mennesker, følelser og tanker på slæb? Som jeg klynger mig fast i, uden at kunne fastholde?

Ligesom den sommer. Den ene sommer. I 2008, hvor Camilla var ved min side. Hvor jeg stadig dovnede den på arbejde, uden et studie at bekymre mig om, med alle mine venner omkring mig og hvor jeg fik mig tiltusket fem ugers sommerferie. Den sommer som så småt smelter væk, fordi man ikke kan huske alt. Og detaljerne bliver slørede, to dage føles pludselig som én, og samtalerne gemmes et sted bagerst i hovedet, hvor der er risiko for, de aldrig kommer frem fra igen.

På den anden side kommer tiden imod mig. I form af de brune, gule og røde blade, der så småt er begyndt at drysse ned på min vej. I det efterår der bliver koldere og koldere. Vinteren der nærmer sig. Udsigten til at tage min eksamen igen, til at flytte fra Thisted og rykke østpå. Til at vokse og lære mere om mig selv, og om ham jeg har valgt at dele min tid med.

Jeg skal finde en balance mellem at mindes det, der har været og glæde mig til det der kommer. Netop i disse dage, hvor solen går tidligere ned, dagene bliver koldere og kortere og så mange mennesker føler en dyne af tungsind begynde at presse ned på brystet, er det vigtigt, at jeg ikke hænger fast i fortiden, bare fordi den var der. Der vil altid være en fortid, men hvis jeg hænger mig for meget i den, går jeg glip af min fremtid.

Optur

Når man leger barn i Bogense, og køber sig en lakridsrod, fordi dem gik man altid og gnaskede på, mens arme og ben blev brunere og brunere og sommeren summede forbi i stillestående luft, gammeldags vaffelis og våde hundesnuder.

Når man ikke kan lade være med at fortælle folk på facebook, hvad man har gang i. Ikke at det interesserer dem. Men man alligevel er nødt til at skrive 'og lakridsrod'.

Når en pige man kun har set ganske få gange siden vi gik ud af gymnasiet i 2006, og som man generelt ikke taler med, men som bare er en af de søde piger, man er venner med, fordi man tilbragte tre år af sit liv på den samme skole lige skriver: Du er min yndlings facebook-status-opdatør'.

Det giver fandme optur.

De små ting

Det er utroligt, at noget så trivielt som blomster i en vase kan redde en hel morgen.

De står der bare. Og dufter af en eller anden slags tyggegummi, jeg spiste, da jeg var barn. Men det er også nok. Bare duften og farverne. Så er det næsten som en lille fanfare, når jeg for en gangs skyld står tidligt op.

Et mål for dagen

Min nye plan for ikke at være en sur, doven kælling der laver røvmærker i sofaen er, at jeg vil gøre de ting, jeg tænker på i stedet for bare at tænke på dem.

F.eks tage opvasken, når jeg ser den. I stedet for at sætte mig i sofaen og sukke opgivende over, at den er der.

Nu skal jeg bare tage mig sammen til at komme ud af døren også. Og træne. Nogen idéer til, hvordan man kommer hurtigere ud af starthullet, når formålet er træning?

En plan for et job.

Man kunne lave et stort skilt, med sit telefonnummer på. Printe en frygtelig masse cv'er til fri afhentning, og så give sig til at bage vafler på torvet midt i byen.

I håbet om, at den rigtige person kommer og tager en vaffel - og indser, at jeg er liiige den person, de mangler.

Zombieland

Åh, min gud. Det er ved at ske. Det der IKKE må ske, når man er arbejdsløs og søger job.

Jeg er ved at finde mig til rette. I livet som bums.

Uden at ville det sover jeg nemt til klokken ti, selvom vækkeuret ringer klokken halv ni hver morgen. Min underbevidsthed ved godt, at der ikke er noget at stå op til, så jeg sover da bare videre.

Tænder tv'et så snart jeg kommer ind i stuen, og stener liiidt for mange sølle formiddagsserier. Pludselig følger jeg med i Top Gear, Desperate Housewifes, Ally, Boston Legal, Greys Anatomy, Gilmore Girls, NCIS, Bones og så videre, og så videre. Er faktisk lidt flov over efterhånden at kunne kende karaktererne fra hinanden.

Jeg når ingenting. De to breve der skal ned i postkassen 200 meter væk kan ligge på bordet i flere dage, før jeg kommer langt nok væk fra lejligheden. Der bliver skrevet færre og færre ansøgninger, for inderst inde tror jeg ikke særlig meget på mit held mere.

Hver dag handler jeg ind til aftensmad på den anden side af vejen, og sørger for at gøre det lidt inden den Sunde og Raske Fyr kommer hjem, så jeg kan nå at købe lidt slik eller kage og fråde og smide ud, inden han er hjemme. Og så laver jeg sund aftensmad, og forfærdes når jeg opdager, at jeg har taget tre kilo på, siden vi flyttede herop. Den Sunde og Raske Fyr er også meget overrasket.

Jeg bliver generelt en mere og mere sur gimpe. Af den slags der enten bør være højgravide eller 60+. Øv.

Øret der hører

Nogle gange synes jeg, at folk lægger for meget vægt på små ting jeg har sagt.
Det kommer især til udtryk, hvis jeg har beskrevet noget om en person eller fortalt en anekdote, som folk så misopfatter som værende beskrivende for personen altid. Det går mig lidt på...

Det skete f.eks. da jeg havde fortalt min mor om ejeren af den bodega, hvor jeg var trisse i en periode. Blandt mange andre rosende ord havde min mor hæftet sig ved, at jeg sagde konen kunne ta' fra i sprutflaskerne. Det er ikke løgn, jo. Hun ejer en bodega og kan nok drikke en flaske tequila uden at vælte.
Men da det så endelig lykkes mig at lokke min mor på besøg, og hun hilser på lidt godtfolk og peger på en (indrømmet) snusket, tandløs, overvægtig og stereotyp alkolikerinde på min bar, og spørger om det er chefen, går det op for mig, at hun slet ikke hørte efter, hvad jeg sagde.

Min chef er først og fremmest selvstændig erhvervsdrivende med egen forretning, et lækkert hus, palmer i haven, en fantastisk figur for sine nogleogfyrre år og et godt humør. Men fordi min mor er så utrolig alkoholforskrækket hæftede hun sig ved det mest negative.

Det skete igen da jeg fortalte min kæreste om vores nye kokkelev på den restaurant, hvor jeg arbejder nu. 19 år gammel. Føj, det savner jeg. Hun kan arbejde heeele ugen, tage i byen fredag, arbejde lørdag og fandme om hun så ikke kan klare en bytur mere, selvom hun ikke har sovet mellem byen og jobbet.

Senere fandt jeg ud af, at min kæreste nu opfattede hende som useriøs, fordrukken og som én der ikke passede sit arbejde. Men min fascination gik jo netop på, at hun til trods for bytur er vanvittigt dygtig i et køkken. At hun er effektiv og præcis - og at hun ikke pjækker, selvom det kunne være fristende. (Ihvertfald efter en bytur i min alder...)

Det kan godt irritere mig, at folk misopfatter mine beskrivelser. Både fordi jeg måske har solgt den for godt eller skidt, da jeg fortalte historien? Men også fordi, hvad mon så folk hænger sig i, når mine venner fortæller om mig?

Hvis de fortæller at jeg elsker at lave pandekager til morgenmad, vil folk så indirekte høre at jeg er tyk? Eller har overskud til pandekager i hverdagen? Eller noget helt tredje?

Hvis de fortæller, at jeg er sjov, vil folk så tro jeg er en klovn? Eller lidt til grin? Jeg ved det ikke. Og det går mig på. Jeg elsker at 'tegne' billeder af folkene omkring mig gennem historier, men efterhånden går det op for mig, at jeg kun kan styre historien et vist stykke. Hvad folk tolker derfra, er op til dem selv. Og nogen gange vælger de altså den negative tilgang.

Andre gange er resultatet bare underligt. For eksempel kalder hele min familie min kæreste for 'ham med håndtasken', men jeg kan for min død ikke huske nogensinde at have fortalt en historie om ham og en håndtaske? Jeg kan ikke engang huske, at han nogensinde har holdt min?

Livlig Fantasi

Kender I det, når fantasien løber af med én?

Jeg har altid haft en livlig fantasi. Mest i forbindelse med at forestille mig selv vinde x-factor, løbe et marathon eller noget andet helt urealistisk.

En gang imellem når jeg har været på vej hjem fra byen, kan fantasien også godt tage over, når jeg er på vej hjem fra byen om natten og alene. Så må man liiige dreje en gang rundt om sig selv for at være sikker på, at der ikke går en skummel mand bagved mig.

Men efter indbruddet for to måneder siden nu, er det altså gået lidt galt.

For jeg kan ikke lide at komme hjem, efter det er blevet mørkt. Når jeg står af bussen ved siden af min boligblok, eller går den lille kilometer hjem fra arbejde, kan jeg nå at tænke virkelig mange dårlige tanker.

Igen, helt urealistiske scenarier, hvor tyvene stadig er i min lejlighed, når jeg kommer hjem. Måske stikker de mig ned, måske er de gået og jeg kommer bare hjem til følgerne af et nyt indbrud. Måske har de brændt min lejlighed. Måske bliver jeg udsat for et hjemmerøveri.

Kunne du tænke dig at låse døren op, efter at have tænkt de tanker?

Jeg kan ikke. Men kan heller ikke helt styre min fantasi, når først mørket falder på...

For gammel til kliker

Kan du huske de seje piger i folkeskolen? Fodbolddrengene? Nørderne?

Hvornår slutter det?

Lad mig præsentere min klasse:

De seje piger: 5 styks, har nok i sig selv.
Eurotrash: 3 piger der gerne taler om MDMA, som åbenbart er noget narko, som de åbenbart tog i weekenden. De larmer, er over the top og jeg holder mig lidt væk.
Drengene: Der er 4. De må lissom holde sammen.
De ambitiøse: De tre personer, som man IKKE vil i gruppe med. Fordi man gerne vil hjem. I år.
De søde piger: Dem som holder sammen, fordi de ikke vil stå alene. Men som gerne lader dig sidde ved deres frokostbord.
Rygerne. Nok sagt.
Løsgængerne: Mig.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bare ikke god til at låse mig fast i folks selskab. Så jeg bliver altid sådan en, der lidt random roder rundt imellem grupperne. Ikke udstødt, men aldrig helt optaget.

Hvilket kunne mærkes ganske tydeligt forleden dag. Vi var på studietur. Vi havde fri. Byen skulle ses og opleves. Men helt uden at tænke over det, endte jeg med at være lidt for langsom til at hægte mig på nogen, og blev derfor hende, der gik byen tynd. Alene.

Jeg har ikke noget imod mit eget selskab. Men det er alligevel sært grænseoverskridende at gå alene rundt i fremmede gader, i et fremmed land, og ikke dele oplevelsen med nogen. Det var sgu lidt ensomt.

Men ærlig talt. Dem jeg helst ville dele turen med, er jo ikke nogen fra min klasse...

Utryg hjemme

Jeg håbede, at det snart ville gå over.

Jeg syntes selv det gik helt fint. Men det kan selvfølgelig også bare være travlhed. Og besøg. Og mig som gæst rundt omkring. Jeg har ihvertfald ikke været meget hjemme, og slet ikke alene.


Men i nat blev det træls igen. Selvom jeg havde drukket vin og alt muligt. Var faktisk småfuld, hvilket normalt betyder, at jeg dratter omkuld og falder øjeblikkeligt i søvn.

Men jeg var meeeega lang tid om at falde i søvn. Forstod ikke hvorfor. Men efter hvad der viste sig at være en time, smuttede jeg ud og tissede og tilbage i sengen. Og mens jeg lagde mig ned, hørte jeg noget. Det var svært at sige, hvad det var. Men jeg stivnede totalt.

Fortalte mig selv, at der måske var væltet noget ned fra knagen i gangen, at det var døren jeg havde skubbet til efter mig, eller noget tredje, men lige meget hjalp det. Jeg måtte rømme mig højt. Vente i anspændt tavshed. Og faktisk måtte jeg også spørge mørket 'er her nogen?'. Det var der ikke.

Hvorfor skal jeg stadig være bange?

Har det skidt med at være dårlig

Åh for en dag igår.

Dagen før dagen. Altså dén dag. Pigerne ved, hvad jeg taler om. Drengene vil ikke vide det.

Hvorfor skal man være sååå ynkelig, bare fordi ens krop skal af med noget affald?

Det der går mig mest på er, at jeg de sidste to måneder ikke har lavet særlig meget andet end at whine. Tudefjæs over hele linjen. Først var der kyssesyge, så eksamen, så indbrud, så roskildesyge der mundede ud i snot i heeele kraniet. Og det har været hårdt, og derfor har jeg også pebet hørligt til alle, der gad lytte.

Men i går nåede jeg en usynlig grænse. For da jeg vågnede med dundrende hovedpine, og en pande der føltes som om den skulle eksplodere, var det bare ikke sjovt at svare, når folk spurgte, hvordan jeg havde det.

For jeg havde mest lyst til at gemme mig på toilettet, tude øjnene ud af hovedet og tage hjem igen, når jeg var færdig. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stenede mig igennem en skoledag, hvor ingen nød godt af min tilstedeværelse. Mindst af alt min nye partner, der virkelig må tro, at noget er helt galt med mig.

På vej hjem i bussen indså jeg, at jeg var nødt til at køre i fakta og handle. Jeg kunne ikke komme hjem igen uden bind, toiletpapir og hovedpinepiller. Alle tre ting manglede i skabene, og virkede nu mere end nogensinde uundværlige.

Jeg slæbte min krop i fakta. Men på de 300 meter fra bussen til biksen, lukkede min hjerne ned igen. Jeg kom hjem med avocado, mælkesnitter og grillpølser. Og først da jeg satte mig tungt på sengen og tillod mig selv at tude - bare et øjeblik, indså jeg, at jeg hverken havde bind, toiletpapir eller hovedpinepiller.

Jeg tændte for tv'et og lagde mig ned. Slukkede for tv'et igen, og faldt øjeblikkeligt i søvn.

Vågnede næsten tre timer senere, nu kun med moderat hovedpine og stor trang til sukker. Den gav jeg efter for. Snakkede med den Sunde og Raske Fyr, og forsøgte virkelig at lyde som om, jeg altså ikke aaaaltid er syg og dårlig. Selvom han stort set kun kender mig som syg og dårlig efterhånden. Den kæreste vil jeg ikke være.

Hende der whiner. Og lige går op og lægger sig. Thats not for me!

Så i dag fandt jeg en énkrone på gaden. Jeg samlede den op, spyttede på den og smed den over skulderen igen - sådan ændrer man sit held. Satser jeg på.

Skæbnens ironi

Undskyld for at jeg bare gav slip.
Fralagde mig ansvaret,
uden overhovedet at undersøge,
hvad jeg havde kapacitet til at ændre.
Undskyld for at jeg bare lænede mig tilbage
og så til
mens kalenderens gulnede sider,
vendte sig én for én.
De knastørre dage
fik lov at passere.
Vi kaldte dem skæbne,
for at slippe for at ændre noget.
Hænderne dybt begravet i lommerne,
skuldertræk leveret på samlebånd.
Du sygnede hen,
din hud antog grå toner
og rynkedes mere og mere
som efterårsblade,
der langsomt daler.
Det er døden vi lukker ind,
når hovedet dingler slapt på skuldrene
og ingen tager notits af situationen.
Skæbne er intet andet
end et skuldertræk
og ugidelighed!

Drugs in drink

Indhyllet i nat,
mørkets falske tryghed.
Diskotekets beruselse pumper i mine årer.
Brisens berøring af mine bare skuldre,
bruger den som jakke mens jeg vakler videre.
Ser en enlig lygtepæl
på stien foran mig.
Den er 100 km væk - men jeg når den på 4 skridt.
Den svinger og svajer
i hele mit synsfelt.
Beruselsen sitrer i min rygrad,
som en sidste gæst,
der nægter at gå.
Jeg smiler til lyset,
mens det skifter farve igen og igen-
og langsomt tvinger mig i knæ.
Jeg lægger mig - bare et øjeblik.
Verden vugger mig
og snurrer som en rangle.
Jeg må lukke øjnene for lyset.
Nogen griber fat -
vil du hjælpe mig op?

Fobi

Så svag.
Fastholdt af min egen frygt.
Bange for angsten -
for selve følelsen.
Men også bange for at ophøre
med at føle

Kærlighedsjunkie

Jeg danser ind i solnedgangen,
som en malstrøm af kærlighed
trækker jeg i dig

ELSK MIG!
Til verdens ende,
eller bare til solen står op-
jeg er ligeglad,
bare du vil elske mig

Jeg vil give dig alt jeg er
-male universet i dine farver

Jeg vil danse til du kun sanser mig
og elske dit væsen til du er splittet i atomer
og sammen med mig
forenes med horisonten

Albinosind

Dagens lys-
om solen skinner klart
eller et gråt tæppe dækker horisonten,
er for skarpt.

Dagen blænder mig
og de livgivende stråler
skræller lag for lag
af min sarte hud af,
til den ligger som flødefarvede
appelsinskræller for mine fødder.

Mine organer blottes
og mit hjerte pumper og damper
ud i ingenting.
forsøger at flytte det blod,
der langsomt størkner i mine årer.

Jeg tørrer og visner,
så længe dagen er over mig.
Jeg har brug for tusmørkets dug.
For nattens svale fugtighed.

Jeg hører til blandt nattens engle
- du skal ikke kaste lys over mig.

Overgreb

Havde indbrud i fredags. Det var helt forkert.

Kan slet ikke holde den slags ud.

Der forsvandt ting. Både dyre ting, som jeg skal bruge LIGE NU til min eksamen. Og knap så dyre ting, som tyven ikke kan bruge til noget. Men som var gaver til mig. Fra min familie. Mine venner. Fra rejser og folk, der havde været ude i verden.

Det er faktisk rigtig ubehageligt at skrive liste til forsikringsselskabet. For der skal priser på alt. OG jeg er ligeglad med hvad en computer koster. Den skal bare virke.

JEg er til gengæld ikke ligeglad med Elton John øreringe fra Thailand. Eller Kulturperler fra Filipinerne. Eller træ-dimser fra Cap Verde. Fra Camilla. Fra Rikke og fra Morten.
De betyder altså noget! Og nu er de væk.

Og mit hjem føles beskidt. De har rørt ved mit hjem. Min seng. Mit undertøj.

De har for at være ærlig, vendt mine intime sager på hovedet. Smidt dem ud over det hele. Trådt på mit rene vasketøj, væltet mine bøger og lamper. Rodet i alt der betyder noget for mig, og koldt og kynisk udvalgt de få ting, der rent faktisk er penge værd.

Det føles som om, de har stået og løftet dynen, mens jeg sov under den. Og jeg var ikke engang hjemme.

Går pludselig ind for eye-for-an-eye på en helt ny måde.

I Aladdin hugger de hænderne af tyveknægtene. Måske noget vi skulle indføre i Danmark? Så har de kun én hånd at stjæle med...

Rainman

Der skal en del til at slå mig ud, normalt. Jeg er ikke sådan at stoppe. Faktisk holder jeg stort set kun kæft for at spise og sove.

Men den vejleder jeg har fået til eksamen her i januar kan netop dette. Og det skræmmer livet af mig.

For når han kommer med et kritikpunkt, hopper kæden af. Alle de smarte idéer og tanker jeg har gjort mig forsvinder som dug for solen.

Jeg tror det er hans ansigt. Han er helt ustryksløs. Jeg kan ikke aflæse ham. Jeg ane ikke om han synes jeg er helt galt på den, eller rigtigt på den. Han stiller spørgsmålene, jeg ikke har svarene på endnu. Og får mig til a tænke mig grundigt om. Men når jeg så svarer, aner jeg ikke om han faktisk inderst inde sidder og memorerer en Tom og Jerry film.

Det der med ingen følelser er lidt Peter Lundin-agtigt.

Jeg kan ikke lide at være usikker på mig selv. Slet, slet ikke.

Klem ballerne sammen, knægt!

Jeg er igang med sygeeksamen på min uddannelse. Som nogle af jer ved, gik jeg glip af første forsøg, fordi jeg lige skulle lege kyssesyge. Men jeg er ikke alene. Med i min båd er et stort antal reeksaminanter, der ikke klarede skærene første gang.

Én af dem er min virkelig gode veninde C, som også måtte ud i en reeksamen. Men det var hun ikke forberedt på. Hun dumpede på en formalitet og ikke på sin opgave. Hun fik så mange hug, for at have overset denne formalitet til eksamen, at hun forlod skolen med et 00 og tårer i øjnene.

Det skete i fredags, og i mandags var hun så tvunget til at starte forfra på reeksamen, hvis hun vil følges videre i forløbet med sin årgang. Hun var ikke klar. Stadig slået helt ud af at dumpe, selvom opgaven var god. Trist og såret, af at blive sablet ned af sin vejleder og underviser.

Hun er en følsom pige. Det indrømmer hun gerne. Og jo flere velmenende råd hun har fået, jo mere forvirret er hun blevet. Jo mere vi har forsøgt at hjælpe, jo mere uoverskueligt har det hele været for hende.

Jeg har holdt mig til mantraet: Tal om det, stå ved dine følelser, og så skal jeg nok acceptere. Jeg kunne se på hende, hvor træt hun blev af rygklapperi. 'Det skal nok gå', 'Det kan du sagtens klare'. Endnu værre var dem, der ikke ville lytte til hendes angst og hendes tvivl. Når hun sagde: 'Måske har jeg slet ikke lyst til det her', svaede de 'Selvfølgelig har du det.' Når hun sagde: 'Jeg kunne jo også læse dansk, det drømte jeg også om. Jeg SKAL jo ikke blive hér' svarer de 'Jo, du skal. Du må ikke skifte mening.'

Men det må hun jo godt. Jeg kunne tydeligt se, hvor ked af det hun blev, når folk tonsede frem med deres holdninger, uden at lytte til hendes tvivl. Tvivl om både sig selv, uddannelsen, og den drøm, der ikke har været alt det, hun håbede på.

Det er underligt. Jeg er opdraget til at gøre tingene færdige. Ligegyldigt hvor surt det hele var. Jeg har hadet jobs, men er aldrig blevet væk. Heller ikke selvom jeg kunne tude, når jeg satte mig op på cyklen. Jeg har aldrig sagt op med dags varsel. Jeg er aldrig blevet væk, gået i utide eller arbejdet mindre hårdt. Og det er jeg lidt stolt af.

Jeg kan lide at gøre tingene færdige, så jeg kan holde hovedet højt, når jeg går ud af døren.

Men det behøves man jo ikke i Danmark. Man må gerne sige stop. Starte forfra som noget andet. Skifte mening. (Give op, hvisker en lille stemme i mit hoved.)

Men måske er det bedre at vide, hvornår man er slået? Hvornår man ikke længere kan være glad for det, man foretager sig? Måske kan man blive lige så stolt af at sige fra i rette tid, som man kan blive af at stå det hele igennem?

Måske er man endda lidt klogere, når man ved when to say when? Men jeg bilder mig ind, at man vinder styrke og integritet ved at gennemføre

Og jeg synes ikke hun skal give op. Jeg synes hun skal udskyde eksamen og se tiden an. Men jeg håber så meget, at hun selv når frem til den konklusion. For jeg vil ikke være den veninde, der trækker min mening ned over hovedet på hende.

Jeg vil hellere være hende der hører efter og støtter, selvom min overbevisning er anden. Det skylder vi vores venner!

Løgneren i os alle

Jeg forsøger at holde op med at lyve.

Ikke fordi jeg er lystløgner, eller de vokser mig over hovedet. Egentlig heller ikke fordi, der er nogle problemer med de løgne, jeg fortæller. Men fordi jeg ikke burde føle mig tvunget til at lyve.

Fordi løgnene er dumme, udspringer af dovenskab og irriterer mig.

Jeg ville aldrig fortælle dig en lang løgnhistorie. Jeg ville sagtens kunne udtænke den, men jeg er så dårlig til at lyve i hele sætninger. Jeg fortæller hellere eventyr.

Nej, når jeg lyver er det fordi jeg tror, det er nemmest.

Når mor spørger, om jeg tager tidligt hjem for at arbejde på min opgave, kan jeg finde på at svare ja. Selvom jeg godt ved, at jeg tager tidligt hjem for at sidde 3,5 timer i diverse tog og overnatte hos den Sunde og Raske Fyr. Jeg siger det bare ikke, fordi min mors forespørgsel lægger op til, at hun kan være lidt såret over, jeg ikke gider blive på fyn.

Men det gider jeg ikke, når alternativet er ske, kys og kram. Og det er jeg begyndt at fortælle hende. Nej mor, jeg kommer ikke hjem til kusine Henriettes 14 års fødselsdag, for der er simpelthen så mange andre ting, jeg hellere vil. Ikke skal. Men vil.

I øvrigt har jeg over 20 fætre og kusiner.

Eller når mine kolleger eller chef spørger, om jeg kan tage en ekstra vagt. På en dag, hvor jeg havde tænkt mig jeg skulle ud og føjte. Eller ligge i ske. Så plejer svaret at være, at jeg ikke kan. Men nu øver jeg mig på at sige, at jeg ikke vil.

Jeg ved ikke om mine omgivelser lægger mærke til den lille ændring. Men det gør jeg. For første gang er jeg tro mod mine egne lyster. Jeg tillader mig selv at vælge ting fra og til af lyst.

Det har jeg jo altid gjort, men jeg har camoufleret det som tvang. Som om, jeg ikke har haft et valg. Men det har jeg altid haft - og nu står jeg ved det. Jeg vælger min kæreste, fremfor mit job. Jeg vælger fornøjelse fremfor pligt. Jeg vælger venner fremfor ligegyldige sager.

Dækker du også over dine valg ved at lade som om, du ikke har noget valg? Har du ikke ret til at gøre, hvad du har lyst til? Skal vi være flove over, at ville noget andet, end vores omgivelser forventer af os?

Mælkebøtten

Jeg blomstrer stille og roligt
ånder og drikker
Glæder mig til at se,
hvad jeg en dag vil foldes ud som

Frygter jeg har torne
eller mangler substans
Frygter ikke at finde en plads
her i verden

Som jeg gror
mangler jeg råd
Ønsker at se en art
jeg kan identificere mig med.
Men gror vildere og vildere
væk fra alt
der er elsket og kendt

Har universet plads
til en helt ny art?
Har I lyst og vilje
til at lade mig bestå?

Eller passer jeg ind
et sted jeg endnu ikke har ledt?

Sigter jeg for højt?
Ønsker at være noget
større og bedre...

Men er det så slemt
at være en mælkebøtte
i vejkanten?
Kendt men glemt
og blot en tilskuer
til livet, der kører forbi
på gule plader
uden plads til en blind passager

Kræver jeg for meget?
Bærer det
blot at ånde og gro
måske lønnen i sig selv?

Novelle, mangler titel

Jeg synes ikke, jeg spilder min tid. Så længe jeg ikke kan finde på noget bedre at tage mig til, kan det vel være lige meget? Kan heller ikke fatte, hvorfor andre tænker det. Det kommer sgu da ikke dem ved. Hun kigger på mig, som om hun gør mig en stor tjeneste ved at nævne faktum. Uddannelse, planer, budgetter. Som om det er min pligt at finde på noget – jeg gider ikke tage mig af hende lige nu. Gammel og grå sidder hun bare og forfalder, som en muggen bygning ingen har gidet redde i tide. Da slet ikke min far. 'Jeg skal af sted. Vi ses mor,' siger jeg midt i hendes sætning. Hun ser fornærmet ud, men det forsvinder hurtigt. Hun vidste godt, jeg ikke hørte efter. 'Hvor skal du hen? På arbejde?' Jeg laver en neutral lyd, som når man nynner. Ved hun vil tolke det som et ja, fordi hun gerne vil høre et ja. Og det sparer mig for spørgsmålene ved at sige sandheden.

Jeg låner hendes bil, siger jeg har travlt. Lover at have den tilbage næste morgen. Vi ved begge godt,  hun ikke ser den før efter weekenden. Kører ned på Heidi’s for at møde Thomas. Vi skal ingenting i dag, bare være fulde. Det er et stykke tid siden jeg har fået noget, og hende Thomas knepper Nete eller Naja eller hvad hun hedder, gider ikke have os med til fester. Tænder en smøg i bilen, selvom min mor ikke ryger – hun siger sgu ikke noget.

Nede i baren står Thomas og hænger. Vi tager et poolbord, der ikke kommer til at forlade vores hænder de næste mange timer. Det finansierer vores brandert. Jeg gik engang op i pool – det er længe siden nu, men jeg kan som den eneste i lokalet stadig ramme, når jeg drikker, og idioterne omkring mig vil gerne spille om øl.

Det er kun langsomt ved at blive mørkt udenfor, dagene er blevet længere. Det går op for mig, at min mor godt ved, jeg ikke skulle møde de første par timer, hvis jeg stadig havde jobbet som dørmand. Hun er sgu en kylling.

'Se der!' Udbryder Thomas og peger igennem dobbeltdørene, der står åbne ud til rygepladsen foran diskoteket – 'Der kommer lillepigen'. Han griner sjofelt. Lillepigen er et meget præcist ord. Pigebarnet er ikke 18. Det ses tydeligt på hendes udstråling. En blanding af angst for at blive stoppet af dørmanden, men samtidig er hun påtaget kæk og nedringet for at aflede hans opmærksomhed fra det åbenlyse. Dørmanden smiler til hende, og siger noget jeg ikke kan høre gennem den stigende larm fra gæsterne. Hun smiler overdrevent tilbage, tydeligvis lettet over at slippe ind denne gang. Bag hende går tre andre småpiger – ingen af dem er gamle nok til at være her. 'Så kom hun sgu. Og der er osse kuvøseguf til dig Lars. Ungerne vil gøre hvad som helst for en bajer,' bralrer Thomas videre.

Han går hen imod pigen med armene bredt ud som en anden godfather. Jeg væmmes lidt ved ham. Han bliver sgu 30 til sommer. Det er efterhånden lidt klamt. Har heller ikke deltaget i hans eskapader de sidste par måneder. Uheldigvis med den konsekvens at der intet er faldet af.

Det er Thomas der taler, charmerer og lover ture i bilen. Jeg er kammeraten, der følger med. Jeg drikker mine øl og spiller pool. Hvis der er nok idioter til stede, kan man redde sig et lag fisse bare ved at spille pool hele aftenen. Men få piger bliver stående længe nok til at opdage, at jeg vinder. Så jeg vinder øl og drikker dem. Når Thomas så får bid, er der som regel en efterladt veninde man kan tilbyde at følge hjem. Hvis hun ser godt ud taler man lidt med hende. Jeg bliver sjældent afvist. Ikke når man først er på vej. Man skal bare smigre dem lidt, snakke om stjernerne og deres øjne. Det er billige bartricks men det glemmer tøserne ligeså snart man er trådt uden for baren.

Pigerne er nu helt henne ved bordet. De tre trykker sig sammen i hjørnet. Jeg bliver præsenteret for dem og for Thomas' pige. Ingen af navnene hænger fast. Spiller en omgang mod Thomas, han viser pigen nogle tricks og kommer lynhurtigt tæt på hende ved at hjælpe hende med at støde. Kan se ham hviske ting i hendes øre, hun fniser og rødmer. Som en verdensmand stikker Thomas hendes veninde nummer 1 en seddel og beder hende gå i baren og hente øl. Barnet ser rædselsslagen ud, men går op mod baren med hurtige skridt. Kort tid efter vender hun tilbage med øl til os alle, tydeligvis pavestolt over sin bedrift.

Vi hælder godt på dem, og jeg vinder et par omgange. Veninde nummer 2 og 3 bevæger sig ud på dansegulvet, hvor deres kroppe smyger sig op af hinanden, som de har set i tv. Gamle, fede, vamle mænd sidder hele vejen rundt i lokalet og ælter deres bryster med øjnene. De nyder opmærksomheden.

Veninde nummer et vil gerne tale. Føler mig ikke snaksagelig. Spørger ind til hende for, at hun skal tale så meget som muligt. Hører ikke efter, men udbryder et momentvis 'nå, okay', mens jeg spiller videre. Hun taler længe. Spejder efter hendes veninder – håber snart de kommer og overtager hende. Får øje på dem på dansegulvet. Veninde nummer 2 har piercing i navlen. Klokken nærmer sig 2 og jeg er ved at være stiv. Thomas står og kæler med barnet og alle tre veninder er på toilettet samtidig.

Pludselig kommer de ilende op af trappen, hen til barnet og hvisker hektisk til hende. Hun ser skræmt ud, og to af pigerne tager deres jakker og går. Thomas fedtgriner da han går imod mig – tilsyneladende har forældrene til den ene pige opdaget at hun ikke var hos den anden pige som forventet. De skulle hjem og stå skoleret. 'Og de er ikke alene om det,' gnækker Thomas og lyder mere end nogensinde som den halvgamle stodder han er. Jeg går hen til veninden. Kan ikke huske, hvad nummer jeg gav hende, når de andre ikke står ved siden af. 'Jeg tror alle tager hjem nu. Skal jeg følge dig på vej?', tilbyder jeg galant. Hun smiler til mig og takker ja. For meget make-up tænker jeg, mens hun lukker sin jakke over sin endnu ikke færdigudviklede krop.

Den kolde luft gør mig frisk. Vi går på vej i nattens mørkeste time. Om ganske kort tid vil det lysne igen og når diskotekerne lukker vil fulde folk i hele Danmark bevæge sig hjem i seng, med øjne der misser i morgensolen. Hun tager min hånd. Jeg undrer mig. Ved ikke om det måske er hende, der har talt til mig i aften? Lægger armen om hende, presser hende blidt op mod en mur og kysser hende. Bare for at se om jeg får lov. Hun smager af tyggegummi. Er udmærket klar over at jeg efter 15 øl og en pakke smøger smager som toilettet i en campingvogn. Hun svajer i ryggen, så jeg nemmere kan holde om hende og presser sine bryster mod min overkrop. Hendes jakke står åben selvom jeg så hende lukke den lige før. Jeg har ingen på, den ligger i bilen. Trykker hende lidt hårdere mod muren så hendes bryster trykkes flade mod mig i vores vejrtrækningsrytme. Jeg bliver hård. Hun protesterer ikke, åbner ikke engang øjnene, men kysser mig fortsat velvilligt. Jeg presser forsigtigt mit underliv mod hende, for at være sikker på hun har opdaget min pik.

Tager fat om hendes bryst og masserer det. Hun bliver ivrigere. Har tydeligvis ikke meget erfaring. Tænker nej, men trækker hende alligevel med ind i en baggård. Skal sgu lige se brysterne. Trækker bh og bluse ned og suger dem i munden. De trækker sig sammen i natteluften. Om det er af kulden eller af mig ved jeg ikke. Jeg er også ligeglad. Ligger hendes hånd på min pik. Først står hun stille. Hun flytter ikke hånden, men ved tydeligvis heller ikke, om hun vil gøre noget ved den. Åbner hendes bukser og stikker hånden ned. Hun er våd. Gnubber forsigtigt frem og tilbage. Lader tilfældigt min finger smutte ind et par gange. Hun begynder at massere mig og finder hurtigt en rytme. Gider ikke stoppe nu. Vender hende rundt, så hun læner sig op af muren og har ryggen til mig. Tager fat om hendes hofter og støder hårdt. Hun gisper. Jeg ved det er af smerte. Hun er stram. Holder hende om livet og boller igennem. Kommer hurtigt. Hun trækker vejret kort og stødvist. Så snøfter hun og det går op for mig hun græder. Lukker mit tøj og går. Uden et ord. På vej ud af porten bliver jeg opmærksom på noget hårdt i min hånd. En lille ring og lidt blod. Det var veninde nummer 2.

Alene i flok.

Nogen dage taler jeg ikke med folk.

Det er løgn, det gør jeg. Men ikke med mine folk. Jeg siger 'hej hej' til bussemanden, 'på beløbet, tak' i netto, og jeg skriver sammen med alle, der gider svare mig.

Men jeg taler ikke sådan rigtigt. Og det gør mig ærlig talt lidt skør. Jeg eeelsker at snakke. Og de dage, hvor jeg ikke 'får lov', kan godt gøre mig helt melankolsk. Som om alle dagens tanker hober sig op i mit hoved, og fordi jeg ikke lukker dem ud gennem munden, trykker de på min hjerne..?

Før jeg får set mig om, sidder jeg og hører Tina Dickow og overvejer livet i lidt for store vendinger.

Stiller mig selv spørgsmål, det ikke er meningen, jeg skal kunne svare på. Jeg aner da ikke hvad jeg vil med mit liv? Hvad der gik galt dengang jeg blev skoddet af folk, jeg troede var mine venner? Eller om min morfar nogensinde bliver frisk igen?

Men det skal jeg heller ikke vide. Jeg skal bare blive bedre til at løfte røret på disse dage - og ringe til dem jeg tænker på. Dem jeg savner. Og dem jeg elsker. Det vil gøre både dem og jeg meget gladere.

Hov, måske var det et nytårsfortsæt? Pis. Dem havde jeg håbet at undgå.